til forsiden

Foreningen Visens Venner i Hjørring er, som man vil se af vedtægterne, tilsluttet en organisation, der hedder Visens Venner i Danmark.  I denne organisation er der tilsluttet i alt 33 Visens Venner foreninger fra hele landet, og det samlede medlemstal andrager ca. 4.700.  Medlemmerne er folk, der holder af sang og musik – især i form af ældre og nyere viser. Af medlemsskaren er der også folk, som holder af at synge eller spille viser for andre. Der er selvfølgelig tale om amatører, men de fleste af dem synger eller spiller viser på et plan, der kan måle sig med professionelle sangere og musikere.

Visens Venner i Hjørring har eksisteret siden 1996. Vi er p.t. 120 medlemmer i foreningen, hvor den overvejende del af medlemsskaren er tilhørere, medens der er et mindre antal, som er udøvende sangere og musikere, d.v.s., det er dem, der synger og spiller for alle de andre.

Ud over at synge og spille for foreningens egne medlemmer underholder de udøvende også gerne ved kommunens forskellige institutioner så som plejehjem, aktivitets- og dagcentre m.v.,  samt ved private virksomheder, foreninger og sammenslutninger.

Alle indtægter der opnås på denne måde tilfalder foreningens kasse 100%.

Visens Venner i Hjørring afholder 5 viseaftener pr. år for medlemmerne. Ved disse viseaftener er det fortrinsvis foreningens udøvende sangere og musikere, der står for underholdningen, medens de øvrige deltagere i arrangementerne dels er aktive tilhørere og dels synger med på fællessange.

Alle vore viseaftener foregår i Bistrup Kirken på Ringvejen i Hjørring, hvor vi har fået mulighed for at benytte kirkens store mødesal. Vi synger, spiller, drikker kaffe/te og hygger os med godt samvær fra kl. 1930 – 2200.  Én gang om året – i maj måned – indbyder foreningen til en viseaften, hvor foreningen forestår et lettere traktement.

Medlemskontingent for medlemskab af foreningen er kr. 175,00 pr. kalenderår.

Kontingent forfalder til betaling i løbet af december og er betaling for det følgende år.

Indbetaling eller overførsel kan ske til foreningens konto i Sparekassen Vendsyssel 9070 1621566233